Henover efteråret har jeg haft som et projekt at læse samtlige salmer i den Den Danske Salmebog. Som en form for afslutning på projektet, har jeg giver mig selv den helt igennem uoverskuelige opgave at kåre de femten bedste salmer ud af de i alt 791 salmer, som findes i salmebogen. Det har selvsagt ikke været ligetil og har kostet en del hovedbrud, men efter mange lange overvejelser, er jeg endt ud med en liste, som jeg faktisk er ganske tilfreds med. Læs med, og se om du er enig med min rangering!

(PS. Jeg har kun kigget på teksterne, og ikke melodierne i min vurdering af salmerne)

15


‘Aldrig er jeg uden våde’


Thomas Kingo 1681. Bearbejdet 1850. (DDS 644)

Kingo er en af den danske salmetraditions grand old men. Jeg må indrømme, at jeg synes, teologien i hans salmer til tider kan blive lige lovlig verdensfjendsk, men med denne lille perle rammer Kingo plet og viser med få skarpe linjer den spændingsfyldte dobbelthed, som kristenlivet rummer.

14


'Der er en vej, som vi alle går alene’

Holger Lissner 1991. (DDS 551)

Efter min mening er dette en af de bedste salmer, der er skrevet om døden og opstandelsen. Som det så ofte er tilfældet i Lissners tekster, er sproget helt enkelt men alligevel så fint og subtilt elegant. Salmen tager os med på en vandring ind i dødens mørke og ud igen på den anden side, hvor Kristus venter på os. Det er på sin vis en kort vandring, for salmen er kun på fire strofer. Til gengæld fornemmer man, at hver eneste linje er mættet med betydning, så man må foretage vandringen i et langsomt tempo for at få alt med.

13


‘Med thomaskravet står vi her’


Lisbeth Smedegaard Andersen 1988. (DDS 248)

Jeg skriver selv salmer, og kan af egen erfaring sige, at det er hammersvært at skrive sangtekster over bibelske beretninger. Man prøver at åbne teksterne op og formidle dem fra nye perspektiver, men kommer alt for nemt til bare at gengive deres indhold på en klodset måde (sådan går det i hvert fald ofte for mig). Det er dog ikke tilfældet i denne skønne salme, som er skrevet ud fra beretningen om den tvivlende Thomas. Ganske enkelt bundsolidt salmehåndværk!

12


‘Igennem nat og trængsel’

B.S. Ingemann 1843. (DDS 381)

Jeg kender ikke nogen anden salme, der så enkelt og samtidigt effektfuldt udtrykker visionen om en forenet kirke, der vandrer i enighed mod evigheden. Hver eneste linje er ganske enkelt fyldt til randen med fælleskirkelig urkraft.

11


‘De dybeste lag i mit hjerte’

Jens Rosendal 1990. (DDS 28)

Denne salme har måske ikke den samme evangeliske tyngde, som mange af de andre salmer på denne liste, men så kan den noget andet. Teksten beskriver så smukt og præcist den medfødte hjemve, som jeg tror alle menneskehjerter i bund og grund bærer rundt på og som først forsvinder på den nye jord.

10


‘Op, al den ting, som Gud har gjort’

Hans Adolph Brorson 1734. (DDS 15)

Der findes utallige salmer, som priser Skaberen for hans skaberværk, så hvorfor har lige netop denne skabelsessalme opnået klassikerstatus? Jeg tror det hænger sammen med, at der er noget tidsløst over Brorsons mundrette og velsmurte sprog. Det flyder ganske enkelt sindsygt godt og har den uprætentiøse elegance over sig, som man så let overser, fordi det netop ikke er et sprog, der gør opmærksom på sig selv. Ikke desto mindre er det kun en mester, der kan formulere sætninger, der stadig virker naturlige 289 år efter, at de skrevet. Well done, bro!(son)

9


‘Opstandne Herre, du vil gå’

Johannes Johansen 1976 og 1990. (DDS 245)

Johannes Johansen er en af det 20. århundredes bedste salmedigtere, hvilket denne fantastiske post-påskesalme i den grad er med til at understrege. Det er sjældent, man falder over en salme, hvor hver eneste sætning sidder lige i skabet - men det er tilfældet her. Salmen, som tager udgangspunkt i beretningen om emmausvandringen, er umiddelbar og ligefrem i sit sprog og let at spejle sig i, men uden at indholdet og formuleringerne bliver banale. Tværtimod rummer salmen et væld af originale perspektiver, sætninger og rim, som jeg ville ønske, jeg havde skrevet. Uden tvivl en moderne klassiker!

8


‘Glæden hun er født i dag’


Latin 14. årh. (Dansk 1535). N.F.S. Grundtvig 1837 og 1847. (DDS 107)

I denne julesalme, som er Grundtvigs version af en middelalderlig hymne, reflekteres der over julens og inkanationens mysterium. Teksten er en beskrivelse af det ubeskrivelige: At den almægtige Gud, som skabte universet og for hvem, galakserne er som støvkorn, julenat lå i sin mors favn og græd mennesketårer. Her slår ord ikke til, men Grundtvig gør et fremragende forsøg!

7


‘Ja, engang mine øjne skal’


Karl Marthinussen 1854. Dansk 1989. (DDS 569)

Marthinussens one-hit wonder er intet mindre end en fabelagtig gendigtning af Åbenbaringen kap. 21. Med det ene stærke sprogbillede efter det andet, males den nye jord frem for det indre øje, så man må undre sig over, hvordan en salme på kun fire strofer kan rumme så stor rigdom.

6


‘Det dufter lysegrønt af græs’


Carl David af Wirsén 1889. Johannes Johansen 1996. (DDS 725)

Siden denne version af en svensk sommersalme for tyve år siden fandt vej til Den Danske Salmebog, har sangen taget Danmark med storm, også langt uden for landets kirkesale. Ikke underligt, for teksten er et sprudlende virvar af sprogblomster i fuld flor og emmer af lys og liv og dansk sommer. Naturbeskrivelserne forenes elegant med en gedigen kristendomsforkyndelse om det Ord, der skaber liv af døde og teksten kulminerer i en proklamation af det kristne evighedshåb. Av, det er godt!

5


‘Julebudet til dem, der bygge’


J. Chr. Hostrup 1881 og 1884. (DDS 129)

Få salmer kan røre mig som denne julesalme. Jeg tror, det har noget at gøre med den måde den sætter ord på lidelsen uden at forsøge at bortforklare den eller overdøve den med billige budskaber om, at julen er glædens fest, og at man skal huske at være glad i julen osv. Salmen vil ikke bilde os ind (som så mange andre julesange), at vi i julen kan slippe for mørket og lidelsen for en stund. I stedet viser den os, at julensbudskabet giver os “fred til at stride vor strid med mod”. Hvorfor med mod? Fordi julen er budskabet om, at på trods af lidelsen, som vi ikke slipper for i dette liv, så er lyset kommet til verden, og en dag overvinder det mørket endegyldigt.

4


‘Dejlig er jorden’


B.S. Ingemann 1850. (DDS 121)

Det er fysisk umuligt for mig ikke at få gåsehud, når den her salme løfter sig i kirkerummet juleaften. Ordene er så store og lysende og melodien er så hjerteskærende smuk. Det har tit fået mig til at føle, at jeg her får lov til at opleve noget, som jeg ikke har fortjent, og som jeg ikke kan rumme - det er ganske enkelt for smukt.

3


‘Se nu stiger solen’

Jakob Knudsen 1891. (DDS 754)

Jakob Knudsen har kun tre af sine salmer med i salmebogen. Alligevel stryger han ind på en meget flot tredje plads på min liste. Hvordan kan det gå til? Jo, det skyldes såmænd, at han med denne berømte morgensalme har skabt et vaskeægte mesterværk, der i utrolig sansemættede billeder beskriver det livsmod og opstandelseshåb, som troen kan få til at spire midt i bevidstheden om dødens uundgåelige realitet.

2


‘Hil dig, Frelser og Forsoner’


Arnulf af Louvain før 1250. N.F.S. Grundtvig 1837. (DDS 192)

Denne gendigtning af et middelalderdigt, er måske den mest berømte salme i salmebogen - og med god grund! Som så mange andre salmedigtere har forsøgt (med større eller mindre held), skildrer Grundtvig Jesu lidelse og død, men han gør det på en helt igennem original måde. Sproget er storladent og svulstigt men også hele tiden relaterbart, fordi det er almenmenneskelige sandheder om liv og død, der udtrykkes i dybt personlige og direkte henvendelser til Gud. I snart tohundrede år har salmen rørt ved generation efter generation, og det vil den uden tvivl blive ved med at gøre. Tak for ordene, Grundtvig (og Arnulf)!

1


‘Jeg kender et land’


N.F.S. Grundtvig 1824. (DDS 561)

Denne salme rummer det hele! I et sprog, der hæver sig til mytologiske højder, formidler Grundtvig på en måde, som aldrig før eller siden er overgået, hvordan den dennesidige jordiske tilværelse og det fremtidige liv på den nye jord mødes i troen på Kristus, som selv er den “hvælvede bro”, der forbinder det jordiske med det åndelige. Teksten, som strækker sig over hele tretten vers, rummer en ufattelig teologisk og poetisk dybde, og næsten hver gang jeg synger eller genlæser den, opdager jeg nye perspektiver, som jeg ikke har lagt mærke til før. Ganske enkelt den bedste danske salme, der nogensinde er skrevet!