En råkold septemberaften er jeg til møde hos Indre Missions Ungdom i Thisted. Ikke fordi jeg selv er hverken ung eller missionsk, men som en del af feltarbejdet til mit ph.d.-projekt om Indre Missions udvikling i de seneste årtier. Og de unge mennesker har givet mig lov til at observere deres møde.

Som historiker er jeg fascineret af bygningen, der oprindeligt var børneasyl. IM overtog det først i storhedstiden i 1950’erne, hvor det gamle missionshus fra 1886 blev for småt.

Jeg er dog endnu mere fascineret af selve mødet, der for en ateist som mig er en ganske speciel oplevelse. Efter den indledende andagt deler den halve snes deltagere sig i to grupper – piger og drenge – som ud fra et skriftligt oplæg skal diskutere lignelsen om den gode hyrde.

Jeg følger drengene. Som de fleste på den alder har de lidt svært ved at holde koncentrationen. Det lykkes dem dog at komme omkring alt fra det personlige gudsforhold til bibelske forklaringer på dinosaurer og Big Bang. De når også at snakke om biler og markræs.

Da pigerne begynder at rumstere ovenpå, skal de også lige nå den obligatoriske bøn. Med ét slag skifter stemningen fra meget afslappet til ekstremt højtidelig. Efter tur beder drengene for det, der rører sig i deres liv lige nu. Hver tager sin tørn, mens de andre sidder med bøjede hoveder; det er svært at vurdere, hvor meget de lytter til hinanden, og hvor meget de selv beder indvendigt imens.

Da bønnen er ovre, og vi går ud for at slutte os til pigerne og finde kaffe og kage frem, er vi som ved et trylleslag tilbage i den afslappede stemning.

Eksemplet ovenfor illustrerer flere pointer. Det viser, at Indre Mission er en levende størrelse – også blandt unge mennesker. Det viser, at missionske unge både ligner og adskiller sig fra deres jævnaldrende. Og så siger det først og fremmest noget om den stærke socialisering, som foregår inden for trosfællesskaber, og som gør medlemmerne i stand til at navigere mellem det religiøse og det verdslige og på et splitsekund skifte sindstilstand – men som samtidig kan skabe både indre og ydre konflikter, når den støder på det omgivende samfunds normer.

Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark (i daglig tale ”Indre Mission” eller blot ”IM”) blev grundlagt i 1861. At IM har været med til at præge det danske samfund, er der næppe nogen historiker, der vil være uenig i. At det er et trosfællesskab med en stærk indre sammenhængskraft, som samtidig udefra kan virke noget lukket, er der næppe nogen religionssociolog, der vil være uenig i. I de seneste årtier har man dog oplevet en faldende tilslutning, som, kombineret med generelle samfundsforandringer, har gjort det nødvendigt for IM at tage sit ståsted og sit formål op til overvejelse.

Det følgende er ikke den store historie om IM – det kræver langt mere plads. Det er en sammenfatning af nogle få pointer fra et forskningsprojekt, som især undersøgte fænomenet ’kollektiv identitet’, inden for det missionske fællesskab og i interaktionen med det omgivende samfund. Vil man vide mere, vil jeg henvise til den fulde ph.d.-afhandling ”Fællesskab i Forandring” (Aalborg Universitet, 2018).

Indre Mission med lille og stort i

”Hvad er og hvad vil Indre Mission?”

Sådan lød titlen på en IM-folder i 1964 – og det er et godt spørgsmål. I almindelig sprogbrug dækker betegnelsen nemlig over flere fænomener. Med teolog Kurt Ettrup Larsen kan vi derfor med fordel skelne mellem sagen, organisationen og bevægelsen.

Den ”indre mission” er sagen – det arbejde, som udføres. Findes der en indre mission, må der logisk set også findes en ydre. Groft sagt er den ydre missions formål at bringe Guds ord til mennesker, som aldrig har hørt det før, mens den indre skal bringe det til dem, som har hørt det før, men glemt det igen – med stifter Vilhelm Becks ord ”bære det glade budskab til dem, der indenfor kirkens grænser endnu hensidde i dødens skygge.”

Organisationen IM er en erhvervsdrivende fond, som har en bestyrelse, ejer bygninger og lønner medarbejdere, der driver virksomheder, bl.a. forlag, rejsebureau og genbrugsbutikker. Formålet er at skabe de økonomiske og strukturelle rammer for selve forkyndelsen.

Herimellem kan man så tale om bevægelsen: De ca. 250 lokalafdelinger eller ”samfund”, centreret omkring de missionshuse, hvor de fleste aktiviteter foregår. Det er her, det missionske liv leves.

Størrelsesmæssigt toppede IM i 1950’erne med næsten 150 lønnede missionærer ansat, mere end 750 aktive missionshuse og næsten 90.000 børn i søndagsskolerne. Til sammenligning var tallene i 2022 ca. 15, 190 og 7000.

Vækkelsens tre dimensioner

Hvad er det så, der definerer IM som fællesskab, historisk og i dag?

For et trosfællesskab må troen nødvendigvis være omdrejningspunktet. Religionssociolog Ib Sørensen definerer et trosfællesskab som ”en organiseret gruppe, hvis deltagere interagerer i et relativt tæt fortolkningsfællesskab omkring en central og autoritativ metafortælling, som fortolket skaber basis for en sammenhængende beskrivelse af tilværelsen, en stærk indbyrdes identifikation og en forening omkring en mission.”

IM er netop ikke en forening, hvor man er medlem og betaler kontingent. I stedet opererer man med ”venner af missionen”. Det er den personlige tro, der afgør, om man kan regnes og regne sig til flokken. Men hvordan defineres så den ”metafortælling”, som det ”tætte fortolkningsfællesskab” IM bygger sin ”stærke indbyrdes identifikation” på?

Etnolog Margaretha-Balle-Petersen har i sine undersøgelser af grundtvigianismens og IM’s tidlige historie identificeret tre ”kulturelle dimensioner” af vækkelsen: den vertikale, den kognitive og den horisontale.

At leve Gud nær

Den vertikale dimension handler om at ”leve Gud nær” – eller, som IM’s valgsprog lyder i dag, at ”lede til Jesus og leve i ham”.

Det lodrette består altså i forholdet mellem den enkelte troende og den højere magt, han eller hun nu tror på. Troen skal komme til udtryk i den måde, man lever sit liv og lægger det i Guds hænder. For mange vakte kommer det til udtryk ved, at Bibelen bliver taget meget bogstaveligt. Den opfattes som Guds egne ord direkte til mennesker og som den ultimative autoritet, der overtrumfer alt andet.

Ib Sørensen har påvist, hvordan trosfællesskaber opererer med henholdsvis ”høj” og ”lav” viden i et hierarki, hvor den ”høje” viden om den åndelige verden rangerer over den ”lave” viden om den fysiske verden, og hvor Bibelen og religiøse oplevelser i form af vækkelser er kilderne til den høje viden. De to niveauer udelukker ikke, men supplerer som udgangspunkt hinanden. Hvor der er uoverensstemmelse – for eksempel hvis en naturvidenskabelig forklaring går stik imod en religiøs – vil den ”høje” viden dog altid overtrumfe den ”lave”.

Ordets autoritet kan antage en ganske rituel karakter; et eksempel er de ”mannakorn”, som blev benyttet flittigt i mange missionske hjem langt op i 1900-tallet. Det var en samling af små lapper papir med hver deres henvisning til et skriftsted. Stykkerne blev opbevaret i f.eks. en gammel cigarkasse, og hver dag blev der så trukket en tilfældig lap op, hvorefter man læste den pågældende passage. Udvælgelsen blev altså lagt i Guds hænder. Mannakornene lever videre i elektronisk form i tilbud som ”Dagens Bibelord”, leveret af Jesusnet.dk.

Et andet centralt element i det missionske menneskes tro er det aktive og personlige tilvalg. Den enkelte må ”vækkes”, ”omvendes” eller ”møde Gud”. Dernæst må man hele livet igennem genbekræfte sin tro ved den rette livsførelse. Det hænger sammen med den missionske opfattelse af synd. Mennesket opfattes som syndigt af natur, og selv om man i dåben får tilgivelse herfor, må man til stadighed vise, at man fortsat har fortjent denne tilgivelse. Af den aktive tro følger også forpligtelsen til mission.

Selv om IM’s budskab har ændret form og ordlyd i tidens løb, vil man selv hævde, at indholdet er det samme, som det altid har været. Når man i dag står et andet sted inden for folkekirken, er det kirken, der har flyttet sig rundt om én.

Ordets autoritet betyder ikke, at det er uhørt at tvivle eller stille spørgsmål. Tværtimod er troen løbende til overvejelse og genforhandling. Det missionske fællesskab har igennem sin historie flere gange haft kriser, hvor rammen er blevet udfordret både ude- og indefra, men er kommet ud på den anden side, nogle gange ligefrem styrket. På samme måde kan tvivlen i sidste ende være med til at styrke troen hos den enkelte, når den løbende bliver udfordret.

At se med troens øjne

Den kognitive dimension handler om at ”se med troens øjne”. Det bibelske univers bliver ikke bare en referenceramme for den vakte, men selve det filter, som verden opleves igennem. Det kan aflæses i brugen af bibelske navne til alt fra missionshuse til børn, og i udsmykningen af både missionshus og hjem med bibelske motiver og broderede sentenser. Mere indirekte kommer det til udtryk i den måde, man opfatter og beskriver sin omverden og sine oplevelser med Bibel som den gennemgående referenceramme.

Den kognitive dimension kan således ses som et udtryk for det, den franske sociolog Maurice Halbwachs allerede i 1940’erne kaldte en synkron tidsopfattelse: Selv om Jesus og andre bibelske figurer levede for flere årtusinder siden, er de i høj grad til stede i dag som en del af det vakte menneskes hverdag.

Såkaldt ”åndelige” eller ”mystiske erfaringer” spiller en vigtig rolle i mange trosfællesskaber, også hos IM. Særligt i bevægelsens tidlige år blev der lagt vægt på, at den enkelte skulle vækkes. Det var nærmest en forudsætning for at blive en del af flokken, at man havde oplevet en personlig vækkelse. Der findes utallige personlige fortællinger, såkaldte ”vidnesbyrd”, om hvordan de vakte mødte Gud.

Også for senere generationer er det personlige gudsforhold forblevet et bærende princip. Det vil føre for vidt at komme med udtømmende eksempler her, men selv om de fleste missionsfolk i dag er født ind i bevægelsen, har de stadig individuelle beretninger om, hvornår de for alvor ”fandt Gud”. Det kan være i forbindelse med en større livskrise eller noget langt mindre dramatisk, men fællesnævneren er, at det typisk sker efter en periode med tvivl. Socialiseringen i form af søndagsskole og ungdomsarbejde kan ikke stå alene, men kan først siges at have haft den ønskede effekt i det øjeblik, individet oplever troen på egen krop – eller måske rettere på eget sind.

Guds folk og det åndelige slægtskab

Endelig handler den horisontale dimension om at være en del af ”Guds folk” og føle et ”åndeligt slægtskab” med andre vakte. Denne dimension opstår i kraft af de to andre: Man bliver netop en del af fællesskabet ved at ”leve Gud nær” og ”se med troens øjne”. I første generation i kraft af selve vækkelsen; efterfølgende primært igennem socialisering.

Fællesskabet blandt ”Guds folk” kan være endog meget stærkt; man tager hånd om hinanden og tager ansvar, ikke bare for sit eget, men også for hinandens liv, til en sådan grad, at selv børneopdragelse kan blive et fælles anliggende. Samtidig giver fællesskabet også mulighed for – men medfører ikke automatisk – udøvelse af en ikke ubetydelig grad af social kontrol. Lige så inkluderende som et sådant åndeligt slægtskab kan være indadtil, lige så ekskluderende kan det være i forhold til dem, der ikke deler det samme verdensbillede, og føre til isolation fra det omgivende samfund. Det vandrette består altså i forholdet til menneskene omkring én; nærheden til trosfællerne og (måske) afstanden til ”de andre”.

Noget af det første, man lægger mærke til ved et missionsmøde, er, hvordan deltagerne tilsyneladende fuldstændig ubesværet skifter mellem, hvad der for den udenforstående observatør ligner fundamentalt forskellige sindstilstande. Fra den uformelle snak over andagten, hvor evangeliet udlægges, opbygges gradvist en form for spænding, som kulminerer, når mødelederen leder forsamlingen i bøn. Fra det ene øjeblik til det andet træder deltagerne nærmest i en form for trance, hvor den enkelte sidder med foldede hænder og bøjet hoved. Det er svært at bedømme, hvor meget de lytter til lederens ord, og hvor meget de beder for sig selv hver især. I samme sekund, bønnen er slut, vågner deltagerne op som ved et trylleslag og er igen fuldt til stede og fokuserede på talerstolen.

Situationen minder på sin vis om, hvad man kan opleve ved en hvilken som helst religiøs ceremoni, men indtrykket er betydeligt stærkere end for eksempel ved en gudstjeneste i folkekirken. Og som det indledende eksempel fra IMU-mødet illustrerer, går det på tværs af generationer – fordi det er så stor en del af socialiseringen ind i trosfællesskabet, at det også falder de helt unge helt naturligt.

Guds børn og verdens børn

I en prædiken i 1867 hævdede Vilhelm Beck, at der grundlæggende fandtes to slags mennesker: ”Verdensbørnenes store vantro flok og gudsbørnenes lille troende flok”. Dermed var grunden lagt til et skel, som i den grad kom til at præge forholdet mellem IM og det omgivende samfund.

De tre vækkelsesdimensioner ovenfor illustrerer, hvordan man for at komme ind i Guds rige – blive ét af ”Guds børn” – må internalisere den missionske identitet og ”se med troens øjne”.

En gruppe kan dog aldrig definere sig ud fra indre sammenhængskraft alene; medmindre fællesskabet omfatter hele menneskeheden, må der nødvendigvis også være nogle, som står udenfor, og som derfor kommer til at bekræfte medlemmerne af fællesskabet i deres egen normalitet – i dette tilfælde den ”store vantro flok”.

Jo mere et trosfællesskab skiller sig ud fra flertallet, des mere negativ vil reaktionen sandsynligvis være, og jo mere det lukker sig om sig selv og isolerer sig fra omverdenen, des større grobund vil der være for fordomme, som så i en selvforstærkende proces yderligere vil være med til at udvide kløften.

Efter Becks død tog IM for alvor det sociale arbejde til sig, hvilket må ses som udtryk for et ønske om engagement i og interaktion med det omgivende samfund. Paradoksalt nok var det på samme tid, man for alvor havde fået egne bygninger til aktiviteterne, hvilket var med til at distancere IM fra det omgivende samfund. Missionshuse var i princippet åbne for alle, men reelt kom man der ikke, hvis man ikke allerede tilhørte flokken. Den oprindelige vækkelsesbølge var overstået, og det primære fokus var skiftet fra rekruttering (udadvendt) til socialisering (indadvendt).

Når IM oprettede egne virksomheder som mejerier og afholdshoteller, samtidig med at grundtvigianerne oprettede egne menigheder og skoler, bidrog det blot yderligere til opdelingen: Man afleverede sin mælk forskellige steder, drak sin brændevin (eller netop ikke) forskellige steder og lod måske endda sine børn uddanne forskellige steder.

Skellet fortsatte endda efter døden – ikke blot i overført betydning, fordi man forventede, at Guds børn og verdens børn kom til at tilbringe evigheden to forskellige steder, men også helt konkret. Går man en tur på kirkegården i et sogn, der har været missionsk, kan man ikke undgå at bemærke de mange grave udsmykket enten med skriftsteder (den indforståede version) eller med inskriptioner, som åbent erklærer, at stenen er skænket af ”de hellige”.

I 1970’erne brød man med KFUM og K, som i praksis havde været IM’s ungdomsafdeling, og dannede Indre Missions Ungdom. Ved at udskifte det udadvendte ungdomsarbejde – som også nåede mange fra ikke-missionske familier – med det mere indadvendte IMU udhulede man stille og roligt sit eget rekrutteringsgrundlag. Fokus skiftede fra hvervning til fastholdelse af dem, som var født ind i bevægelsen.

Den faldende tilslutning og det indadvendte fokus har gjort IM til et stadig mere marginaliseret mindretal i det folkekirkelige landskab; en udvikling, der har ført til – og er hjulpet på vej af – nogle større konflikter med flertallet. I 1980’erne var det modstanden imod kvindelige præster; i 2010’erne var det indførelsen af et kønsneutralt vielsesritual. Især sidstnævnte fik for alvor mange til at sætte spørgsmålstegn ved den tilknytning til folkekirken, som ellers har været helt central for den missionske selvforståelse fra begyndelsen.

I 1990 oprettedes i Århus den første valgmenighed – altså inden for folkekirken, men med ”udvidet selvstyre” – siden 1948 og den første ikke-grundtvigianske. Efterfølgende oprettedes flere missionske valgmenigheder, og i 2009 tog man konsekvensen og gav dem mulighed for formelt at blive tilknyttet IM – i et forsøg på at undgå, at de utilfredse helt forlod folkekirken. Flere steder benyttede man det lokale missionshus til kirkelige handlinger.

Det næste skridt i processen udvidede anerkendelsen til frimenigheder – som altså teologisk, men ikke organisatorisk er en del af folkekirken. Det blev vedtaget i januar 2011 og fik formand Anders Dalgaard til at gå i protest, hvorefter Hans-Ole Bækgaard, selv valgmenighedspræst, overtog posten.

Åbningen for frimenigheder var et markant skridt og et opgør med det princip, der i over 150 år konsekvent har fastholdt bevægelsens plads inden for den folkekirkelige orden. IM selv har manet til besindighed og fastholdt, at man fortsat står på det samme teologiske grundlag. Det er ikke IM, der har flyttet sig ud i periferien; det er folkekirken, der har rykket sig og dermed presset IM derud. Åbningen har ikke udløst en lavine. I skrivende stund er blot syv valg- og frimenigheder officielt tilknyttede; tallet stiger dog stille og roligt.

Bevægelsen væk fra folkekirken drives i høj grad af de unge. Det kan virke paradoksalt, at det er dem, der gør størst modstand mod forandring, men allerede da debatten om kvindelige præster i 1985 pressede formand John Ørum Jørgensen til at gå af, kom kritikken især fra den yngre del af baglandet. De missionske valg- og frimenigheder er alle enten udsprunget af det lokale IMU-arbejde eller har haft yngre ildsjæle i spidsen. Og som én af initiativtagerne til Thisted Bykirke siger: ”Går man i en folkekirke, kan man ikke altid være sikker på, at man hører hele sandheden om, hvad der står i Bibelen, og hvad der er Guds ord.”

IM står således over for en dobbelt udfordring i forhold til den yngre generation. Oprøret mod folkekirken er i høj grad de unges projekt og kan i sidste ende meget vel ende med et decideret brud – hvilket langt fra alle nødvendigvis opfatter som en god ting. Samtidig betyder den generelle individualisering og nedbrydning af autoritetstro i samfundet, sammen med den voksende generationskløft inden for IM, at den socialisering, som i generationer har været afgørende for sammenhængskraften, ikke længere har samme varige effekt. Det er en generel tendens, også ud over IM, at især unge troende i højere grad søger hen imod trosfællesskaber, som de føler er skræddersyet til dem, og hvor de netop får mulighed for at udfolde deres religiøsitet mere individuelt.

De unge missionsfolk føler ikke længere per automatik, at IM er det rette for dem, bare fordi de er født ind i det – det åndelige slægtskab knager i fugerne, og uden alle tre dimensioner, alle tre ben at stå på, kommer fællesskabet til at vakle. Uden et stabilt rekrutteringsgrundlag og en stærk og effektiv socialisering er det spørgsmålet, om Indre Mission har en fremtid, i hvert fald i sin nuværende form.