Marcus Juhl er kandidat i antropologi fra Aarhus Universitet og stud.theol ved Menighedsfakultetet

Håbets nødvendighed

Det er svært at forestille sig et liv uden forhåbninger. Men prøv for en stund. Forestil dig, at du ikke kan se fremad. Måske har du lært dig selv at leve i nuet, eller måske er dit sind beslaglagt af uoverskuelige bekymringer, og du magter ikke at skabe nye horisonter.  Under alle omstændigheder kan du ikke forestille dig nogen anden situation end dén, du befinder dig i lige nu. Måske tænker du, at det lyder befriende. Du behøver ikke længere stresse over alt det, som du gerne vil opnå. Den evige spejden ud i horisonten og aflæsning af konjunkturer på arbejds-, dating-, eller aktiemarkedet kan du lægge bag dig. Du behøver heller ikke være bange for vores fælles fremtid med stigende vandstande og tørke. Du kan puste ud, knappe en bajer op og være i øjeblikket. Men hvis du kun kan leve i nuet, må du samtidig vinke farvel til evnen til at glæde dig. Der er ikke længere nogle drømme, som kan formes, og ingen forventning til en bedre fremtid. Der er ingen mening udover det, der er lige nu og her. Jeg er overbevist om, at hvis et menneske mister evnen til at håbe, så mister det en afgørende del af dét, som gør det meningsfuldt overhovedet at være et menneske. Derfor ser vi også, at personer i de mest håbløse situationer formår at håbe. 

Fisker, timberslave eller surfinghelt

For år tilbage rejste jeg som en ung antropolog afsted mod en lille landsby i Papua Ny Guinea for at lave feltarbejde. Landsbyen var klemt inde mellem tropisk, ufremkommelig regnskov på den ene side, og Stillehavets skummende bølger på den anden. Husene var bygget på træpæle midt på stranden. Regnvandet blev opsamlet i beholdere til drikkevand, og der var kun strøm om aftenen i de få huse, som havde råd til at have en generator. I denne landsby langt fra civilisationens kosmopolitiske midtpunkter forekom det for mig besynderligt, at selvom man ikke nødvendigvis havde penge til sko, så flød der med surfboards. Efter flere måneders feltarbejde (og surfing) lærte jeg, at surfing var et håb om at blive til noget og have værdi for mange unge mænd, som oplevede at sidde fast og lave ingenting. Det var ikke længere en social legitim levevej at fiske efter skildpadder og fisk, dyrke bananer eller jagte vildsvin i junglen ligesom i tidligere generationer. Men de kunne ikke få et ben ind i en ny kapitalistisk verden, som siden 1960’erne var kommet til landsbyen. Uddannelsessystemet var kun en vej ud for ganske få, mens de få, som fik arbejde hos de asiatiske regnskovs-fældende virksomheder, blev kaldt timberslaves. Så når de unge mænd sad på stranden og drak sig sanseløse i hjemmebrygget alkohol og så ud over havets horisont, håbede de på en meningsfyldt fremtid og at ”surfing can take you places.” Engang var det da også lykkedes én af de unge gutter at vinde en national surfingkonkurrence. Derefter deltog han i en konkurrence i Australien og blev nu af mange anset som en helt, man kunne efterfølge. 

Håb og håbløshed

Selvom de fleste af os på et tidspunkt oplever, at livet mest af alt handler om at overleve, så er et liv, der udelukkende handler om overlevelse et fattigt liv. I enhver kultur har vi mennesker ledt efter mere. Noget som er større end os, og en sammenhængskraft som binder os sammen. Selvom det moderne, behovsfikserede menneske måske oftere ser indad, når forståelse af mening og håb formuleres, så er der under alle omstændigheder behov for et lag af betydning, som overskrider overlevelsens instinkt. Når mennesket spinder sådanne tråde af håbefuldheder, oplever det ofte, hvor hurtigt trådene kan forsvinde, smuldre og blive erstattet af håbløshed, inden håbet muterer til noget andet, eller helt nye håb opstår. Hvis vi ser tilbage på det liv, vi har levet, kan de fleste af os genkende dette billede. Det er ligesom et edderkoppespind. Det er smukt, kompleks og dragende, og samtidig så uendeligt skrøbeligt. Et livslangt håb kan forsvinde på ét sekund og håbløsheden kan tage over og lukke horisonter, slukke livsgnisten og indeslutte os i mørket.

Det er et vilkår for håbet, at det er forbundet med tvivl eller håbløshed, hvilket de unge mænd i landsbyen i Papua New Guinea også mærkede på egen krop, når 20’erne blev afløst af 30’erne, og surfingdrømmen stadig var lige så fjern som Australiens kyst. Det er uretfærdigt. Sådan tænkte en af de dygtigste surfere, som havde trænet ihærdigt. Han anerkendte, at håbet viste sig at være en illusion. Og ja, det er rent faktisk uretfærdigt. Vores evne til at forestille os sandsynlige fremtider og aflæse strukturer og spilleregler i det sociale spil afhænger af vores navigations- og aflæsningsevner. En navigation som igen er betinget af vores økonomiske råderum, sociale netværk og uddannelsessituation. Som ung, marginaliseret, arbejdsløs mand i en landsby i Papua Ny Guinea er det rent faktisk ikke overraskende, at urealistiske drømme skabes. For de er tabere, tabere af det sociale spil. Uden den nødvendige sociale og økonomiske kapital er de hensat til at vente på at mulighederne på magisk vis opstår. Dette er et mønster, som kan spores over hele verden, hvor mange unge, arbejdsløse mænd sidder fast og venter på kanten af civilisationen.

Mellem håbet og illusionen

Spørgsmålet, som melder sig for os, er, hvordan vi kan skelne mellem realistiske forhåbninger og illusionen?

Ifølge teologen K.E. Løgstrup kan man skelne mellem grundindbildningen og håbet. Indbildningen eller illusionen er, at vi i vores arrogance tror, at vi med egne evner kan sejre over forgængeligheden. Håbet derimod anerkender begrænsningen og betingelserne i tilværelsen. Vi kan ikke kontrollere alt, men i håbet kan vi prøve at række ud. Det er et håb på trods af. Jeg tror, det er afgørende, at vi anerkender begrænsningen i vores forhåbninger, længsler og drømme. Hvis vi mangler evnerne til at indse dette, må vi lytte til andre, som måske er bedre navigatører. Håbets begrænsning er dog også til stede, selv i det realistiske og realiserede håb. Den succesfulde virksomheden vil en dag opleve nedgang og måske gå konkurs, den perfekte ægtefælle vil alligevel ikke opfylde din inderste længsel, og børnene vil ikke få den perfekte barndom. På overfladen er dine drømme gået i opfyldelse. Du er kapitalstærk og har kæmpet og opnået dine målsætninger, men det mætter dig ikke. Samtidig ved du, at forgængeligheden og døden i sidste ende sluger livet med hud og hår. Håbet vil altid være betinget af begrænsetheden og forgængelighedens vilkår. 

Måske er det denne utilfredstillende oplevelse af at være blevet skabt ind i en tilværelse, som går mod forgængeligheden; At have opfyldt sine håb for livet, og alligevel ikke blive befriet fra tomhedens gab, at den svenske forfatter Pär Lagerkvist har mærket, når han skriver:

”Ingenting stiller sjælens længsel. Ikke sorgen, ikke heller den dybeste glæde. Thi det at være menneske, det er at hungre, bare hungre efter noget, som ikke findes.”

Ja, et håb kan rent faktisk realiseres modsat en illusion. Men håbet, og selv det realiserede håb, kan være en lige så stor illusion som illusionen. Alt synes i sidste ende at være tomhed, en jagen efter vind. Måske derfor er det ofte langt mere tilfredsstillende at jagte ens drømme end at se dem realiseret.

Der er, trods alt, håb

Jeg er fascineret over biblens insisteren på og fremhævning af menneskets begrænsninger og problemer, når det på egen hånd vil skabe mening i livet. Biblen synes at være én lang fortælling om mennesker, som vil definere deres eget liv og skabe deres egne forhåbninger og visioner uafhængigt af Gud. Frem for at følge Gud, lytte til ham og lade relationen med ham definere sig, vil mennesker være deres egne guder. Biblen beskriver konsekvenserne: Magtsyge, mismod, ødelæggelse, tomhed, ondskab og død i generation efter generation. Der skabes en enorm afstand mellem en god og kærlig Gud og en fordærvet og syndig menneskehed. Mennesket kan derfor ikke stå ansigt til ansigt med Gud, som er som en fortærende og hellig ild; En Gud der væmmes ved menneskets ondskab. I mødet med Gud siger Esajas derfor også: ”Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber.” Midt i håbløsheden og afmagten løber der dog en understrømmende fortælling om håb. Det Gamle Testamente ser fremad mod håbet om en fornyet relation med Gud, der ønsker at tilgive, tage bolig hos folket, give dem et nyt hjerte og brede sit nærvær og retfærdighed ud over hele jorden. Håbet til et liv i fællesskab med Gud kommer eksempelvis stærkt til udtrykt, når Job udråber:  ”Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud… Mit indre fortæres af længsel.” Det er et håb og en længsel, der i Det Gamle Testamente vokser frem midt i fortvivlelsen. I Det Nye Testamente, når vi et foreløbigt klimaks i fortællingen.  Gud er med os! For Jesus vil genskabe relationen. Han rækker ud efter det fortabte og siger: ”Jeg er sandheden, vejen og livet, den der kommer til mig skal leve om han end dør”. 

Betingelsen for at modtage livet synes at være, at mennesket må acceptere, at det ikke selv er håbets dynamo. Sandheden, vejen og livet kan intet menneske selv skabe. Der er derfor kun håb for mennesket, som har indset dets egen begrænsning. Det er den fattige i ånden, som længes efter Gud og ser, at hun/han er på afveje i sin egen visdom. Det er bemærkelsesværdigt, at modsat alle andre håb, som er afhængig af vores egen kapital og evner, så er det kristne håb afhængig af, at vi accepterer vores egen fuldstændige afhængighed og afmagt overfor Gud. Det står i stærk kontrast til modernitetens tro på fremskridt og vækst, hvis vi bare kæmper nok. Men hver barnemord, voldtægt, krig eller ligegyldigheder over for kloden, minder os om, at verden ikke kan reddes fra ondskaben igennem vores fremgang. Præmissen for Jesus’ ord er ligeledes, at mennesket ikke selv kan spinde et spin af håb, som er ukrænkelig og uforgængeligt, altså et håb som kan overvinde både synden og døden. Slutpunktet bliver dog ikke en modløshed og håbløshed, som hos Pär Lagerkvist, da det netop er i vores erkendelse af egen utilstrækkelighed, at Jesus giver alt til den, som sætter sine forhåbninger til ham. Han rækker sin hånd ud mod mennesker, som han tilskriver så meget mening, at han er villig til at dø for dem. Kristendommens centrale budskab er, at Jesus gav sit liv som en løsesum for en verden, som hadede og foragtede ham. Det er den ultimative kærlighedshandling og gave, som er kulminationen på Det Gamle Testamentes håbefulde fortælling om genetablering af et brudt forhold.

For mennesket, som sætter sin forhåbning til Jesus, er der rent faktisk håb både i livet og efter livet. For Gud er med os. Jesus er begyndelsen på den nye skabning og genforeningen med Gud.  Der er derfor håb både for dagen i morgen og for dagen efter døden. Ligesom kristne allerede nu lever med Jesus, skal de også gå gennem døden og dommedag med ham.  I tillid til Jesus skal de ikke længere frygte at stå ansigt til ansigt med Gud, men se frem til den fuldendte nyskabelse, når Jesus kommer tilbage for at dømme levende og døde. 

I dag stiller mange sig dog kritisk overfor det kristne håb, og om det er holdbart at have dette håb i det 21. århundrede.

En illusion?

Under mit feltarbejde blev jeg undervejs kritisk overfor de unge mænds håb til en surfingkarriere. En dag mødte jeg nemlig den sagnomspundne helt i landsbyen, manden som havde surfet i udlandet. Han stod foroverbøjet over sin gamle knallert. Han viste sig at være en fantastisk fyr, men hvis han var en succesfuld surferhelt, så var det en surferhelt med én af landsbyens mest faldefaldne huse og med byens måske dårligste knallert.  Surfingeventyret så ikke ud til at have skabt den store forandring.

Et legitimt spørgsmål er, om det kristne håb er en illusion, ligesom håbet til en surfingkarriere? En drøm for den håbløse menneskeslægt, der krampagtigt rækker ud efter evigheden midt i dødens rige, og i sin magtesløshed manipulerer med omverdenen for at få en flig af betydning.

For mig at se afhænger håbets holdbarhed af, hvor stærkt dets fundament er. Jesus’ død og opstandelse er det fortidige fundament, som forhåbningerne hviler på. Hvis Jesus ikke magtede at bære vores synder, og hvis han ikke opstod fra graven og sejrede over døden, så minder han mere om en surferhelt i Papua Ny Guinea end om Guds søn, og så er der intet håb om opstandelse og fællesskab med Gud. Så er den kristnes håb blot en illusion, og vi er rent faktisk de eneste guder og helte, der må jagte vores egne bølger. Men med Guds ånds hjælp og med evangeliernes troværdige bevidnelse af, hvem Jesus er, og at han er opstået, har mennesker i generation efter generation haft tillid til Jesus. De har sat deres forhåbninger til ham, som lover dem ubetinget kærlighed og fællesskab med Gud både nu og i evigheden. Paulus giver da også modet tilbage hos den tvivlende. Jesus er rent faktisk opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Det er en smuk metafor for, at den kristnes fremtid er sikret i ham. Ja du skal dø, men ligesom frøet i jorden, skal du spire op igen til et evigt fællesskab med ham. 

Et liv levet i håbet 

Et håbefuldt menneske vil ofte forsøge at navigere efter sine forhåbninger og tilrettelægge sin ageren herefter. Dette er enhver seriøs sportsmand bekendt med. For de unge surfere i Papua Ny Guinea var det nødvendigt at imitere nogle af de vesterlændinge, som af og til kom på besøg og skar de berygtede bølger med deres surfboards. Der vil ofte være en signifikant anden, som vi spejler i vores navigation mod håbet. Vi prøver at suge en livskraft fra den originale person eller idé, som giver næring vil vores eget håb og navigation mod det. I kristendommen er den grænsesprængende nyhed, at Gud selv blev menneske for at frelse os. Når en person imiterer Jesus, imiterer hun/han Gud selv. Den imiterende anerkender derfor, at det er fra ham, som er ophav til alt liv, at livskraften hentes. Det unikke ved at imitere Gud er, at håbet ikke er baseret på egne kompetencer, men er baseret på hans ekstreme kærlighed og offervillighed. Ønsket om at imitere Jesus fødes ud af denne kærlighed. Det er et gensvar i kærlighed. Det handler ikke længere om os, vores behov og alle vores håb og krav til livet. Jesus fortæller da også sine følgere, at det er et vilkår for dem. De må fornægte sig selv, og ikke længere være slave af at skulle skabe deres eget liv med jeg’et i centrum og følge deres egen vilje. Jesus går så vidt som at sige, at den som vil redde sit liv må miste det. Det gamle selvfikserede liv må dræbes, og et nyt liv i tjeneste af vores medmennesker og i lydighed til Gud skabes. Det er radikalt og modstridende med vores narcissistiske kultur. Konsekvensen er desuden, at intet sandt følgeskab kan formes af et ønske om, at det må være hyggeligt eller moderat, og ikke må gå på kompromis med mine egne behov. Følgeskabet med Jesus er ikke en løften på skulderen over en fortsat ulydigheden mod Gud og ligegyldighed overfor vores medmennesker. 

En håbefuld kristen udfordres altså til ikke at leve et selvkredsende liv baseret på egne målsætninger, behov og forhåbninger. Alt for ofte forfalder vi kristne dog til at basere vores liv på alverdens forhåbninger og bekymringer og glemmer det levende håb, som vi er genfødt til. Vi kan ikke længere smage håbet. Derfor kan vi heller ikke sprede det livgivende håb i Jesus og lade det skabe forandring i en tid præget af depression og tomhed, hvor mennesket higer efter nogle, som vil befri dem fra sig selv og give dem håb. Måske er tiden kommet til at række ud og lade dig forme af ham og det håb, som står fast, selv når du falder. Et håb som kan forvandle denne verdens håbløshed. Så vil du ikke ødelægges i fortvivlelsens mørke, når dine forhåbninger til surfingkarrieren, kæresten eller jobbet brister. Lad os derfor leve vores liv, som var der håb – et håb som står urokkeligt fast.